|
Nyhedsbrev
1-2012
Kære medlemmer af Sportsfiskeren Langeland.
Dette nyhedsbrev er et nyt tiltag fra bestyrelsen da der på generalforsamlingen dec. 2011 blev vedtaget at nedlægge vores klubblad. –Og hvorfor nu det? Der er flere grunde.
De fleste sider bestod af de samme oplysninger hver gang. Det var svært at få nogle flere til at skrive om gode lystfiskeroplevelser, og det er dem der gør et godt blad. Det kan ikke lade sig gøre at få udgifterne dækket via reklame så bladet kostede klubkassen ca. 5.000.- kr. og de penge kan vi bruge til mere aktivitet.
Det vi gør nu er at sende relevante oplysninger ud i dette brev sammen med en aktivitetskalender, der kan hænges op på køleskabet så man altid har et overblik på det der sker i klubben. Målet er at udsende min. 2 nyhedsbreve om året.
En del af det vil blive lagt ud på vores hjemmeside som f.eks. de personer der må indveje fisk i klubben. Bestyrelsens tlf. og mail (den er der allerede).
Alle der har noget på hjerte er velkomne til at komme med et indlæg til nyhedsbrevet. Det er bare at maile det til bestyrelsen eller formanden. Eller allerbedst er måske at komme til en klubaften, mandag.
Vi vil gerne at vores hjemmeside bliver bedre, mere spændende at læse, flere billeder osv.
Derfor leder vi efter en der kan sådan noget, at sætte en hjemmeside op. Er der blandt jer medlemmer en der har lyst til at prøve vil du være hjertelig velkommen.
Husk at alle kan skrive til hjemmesiden med oplevelser, så vi er alle med til at gøre den spændende.
Vi har delt en del af klubbens aktiviteter ud i nogle udvalg.
Det største udvalg er ørreddages udvalget, og de er i fuld gang med at forberede årets ørreddage.
Det er et spændende og meget velorganiseret udvalg og kan altid bruge et par nye hænder, så kom ud af busken og vær med. Har du lyst kan du henvende dig til Poul Petersen.
Vi har også et vandpleje udvalg der har kik på et par Langelandske vandløb hvor der kan sættes ørreder ud, som så gerne skulle vende tilbage og gyde år efter år. I samarbejde med biolog Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfisker Forbund og biolog Birgitte Breum Knudsen fra Langeland Kommune ser det nu ud til at der sker noget i år. Vi venter på nogle høringer Langeland Kommune vil foretage og så kan vi komme i gang. Det drejer sig om 2 vandløb i første omgang. Det ene er Bregnemose afløbet, det andet er Tudserenden. Der går ørreder op i begge og de prøver at gyde, men da sandvandringen er for stor, når der kommer meget vand, bliver æggene kvalt. Dette problem håber vi at kunne klare med nogle sten og noget gydegrus. Når vi når så vidt at skulle ud og arbejde med løbene er alle velkomne juniorer som seniorer. Bjarne Selvager er tovholder på projektet, og som han siger, vil det være sjovt hvis vi her på Langeland kan ”producere” vores egne havørreder.
Juniorer i klubben har vi ikke mange af, men de der er der er meget aktive. De binder nogle flotte fluer, fortæller røverhistorier og fanger fisk. Vi vil i foråret gøre en indsats for at få flere juniorer i klubben. Vi har et par juniorer der snart er færdige med juniorleder uddannelsen, og vi sender et par nye af sted til efteråret. Juniorleder uddannelsen tager tre efterårsferier og afsluttes med tre dage i påsken. Der lærer de meget om forskelligt fiskeri, om hvordan man lærer andre juniorer at fiske, grejfremstilling og meget mere.
Hvert år i maj har vi en junior lejr sammen med Nyborg Sportsfisker. I år er det Nyborgs tur til at afholde lejren. Program følger.
Vores klubbåd var ikke meget ude sidste år. Det skyldes dels det dårlige vejr men også pga. motorproblemer. Alt er nu tip top i orden så det er bare om at benytte sig af det når man har lyst til at komme ud på vandet. For at må benytte sig af klubbåden er der et enkeltdags kursus man skal deltage i. Det er bl.a. for at nye brugere af båden ved hvordan den virker, hvor de forskellige ting opbevares og hvor dan vi forventer man behandler tingene. Er du interesseret så kontakt bestyrelsen eller kom til klubaften om mandagen.
Med venlig hilsen
Michael Schultz
Formand
|